søndag den 10. november 2013

Pressemeddelelse fra Fredensborg Kommune


Bronzetræ med vandstøv og musik skal pryde ny skole


Snart vil Fredensborg Skole Vilhelmsro kunne bryste sig af et ambitiøst og spændende lyd- og billedkunstværk. Lige nu er kunstnere og håndværkere i gang med at producere et stort bronzetræ til skoletorvet, hvis krone udfolder sig i vandstøv og skifter farver efter årstiden - i et minutiøst samspil med en klanglig og musikalsk imaginær verden i de glasgange, der forbinder skolens mange faglige og kreative rum.

Kunstværket bliver en realitet, fordi Fredensborg Kommune sidste år indgik et samarbejde med Statens Kunstfond, der med en pulje til kunst i det offentlige rum imødekom en ansøgning fra Kommunen. Med en egen investering på 500.000 kroner - heraf 300.000 kroner fra Fredensborg Kommunes Kunstfond og 200.000 kroner fra budgettet til opførelsen af Fredensborg Skole, Vilhelmsro - fik Fredensborg Kommune yderligere 1,5 mio. kroner fra Statens Kunstfond til et unavngivent kunstværk.

Det blev projektet ’Forgreninger’ fra kunstnerduoen Klejs & Rønsholdt, der blev valgt efter en skitsekonkurrence, hvor tre kunstnerhold var udpeget til at deltage. Niels Rønsholdt er komponist og lydkunstner og Signe Klejs er billedkunstner. Skoleleder Jens Bernhardt, der fra begyndelsen har været begejstret for projektet, siger:

Med projektet Forgreninger - symboliseret ved livets bronzetræ på skoletorvet og den imaginære klanglige og musikalske verden i fem af skolens glasgange – er der lagt op til et kunstværk, der taler direkte til elevernes liv på stedet og ikke mindst deres sted i livet. Det vil give eleverne en helt særlig sanselig oplevelse, som de ikke får andre steder”.

Også Ulla Hardy-Hansen, formand for Kultur- og Turismeudvalget i Fredensborg Kommune og formand i Kommunens Kunstfond har store forventninger til det kunstprojekt, der snart realiseres,

Det var en stor dag for os i Kunstfonden, da det gik op for os, at Statens Kunstfond økonomisk ville støtte projektet med 1,5 mio. kr. Og endnu større blev det, da vi blev præsenteret for skitserne til Niels Rønsholdts og Signe Klejs’ fantastiske bronzetræ Forgreninger, der er et unikum udformet i fuld overensstemmelse med skolens arkitektoniske udtryk, dens anvendelse i praksis og skolens pædagogiske visioner”.

Det er forventningen, at det usædvanlige kunstværk er installeret inden udgangen af året. Der vil i den forbindelse afholdes et arrangement, hvor viceborgmester Ulla Hardy sammen med Jens Bernhardt indvier kunstnerduoens Forgreninger.

Se mere om kunstværket:


Yderligere oplysninger:

Ulla Hardy-Hansen (C), formand Kultur- og turismeudvalget samt kommunens Kunstfond, tlf.: 50 83 63 49

Jens Bernhardt, skoleleder, Fredensborg Skole, tlf.: 22 83 13 26

Lina Thieden, direktør for Børn, Kultur og Sundhed, tlf.: 20 67 11 21